Vandhandleplan for Randers Kommune

 

Overfladevand

Overfladevand- vandløb og søer

Vandløb

Vandplanernes indsatsprogram for Randers Kommune i 2009-2015, med fradrag af note 5 ansøgninger består af forbedring af de fysiske forhold i vandløbet og er af følgende størrelse:

Indsats

Størrelse

Vandløbsrestaurering

ca. 10000 m

Genåbning af rørlagte vandløb

ca. 500 m

Fjernelse af faunaspærringer

7 stk

En række af de udpegede vandløb er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3. Beskyttelsen af udpegede § 3-vandløb indebærer, at der ikke uden dispensation fra Naturbeskyttelsesloven må foretages ændringer i tilstanden af disse ud over sædvanlig vedligeholdelse.

Indsatserne består af vandplanernes fastlagte virkemidler efter virkemiddelkataloget [1].

[1] Virkemiddelkatalog. Til brug for vandplanindsatsprogrammer. Version 03 januar 2010. By- og Landskabsstyrelsen - Miljøministeriet.

Vandplanens virkemidler er følgende

  • Frilægning af vandløb

  • Fjernelse af spærring/sikring af kontinuitet

  • Vandløbsregulering/restaurering

Vandløbsregulering og -restaurering er projekter, hvor vandløbets forløb ændres. Projektet forudsætter tilladelse efter jf. § 17 i vandløbsloven og efter bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering og som regel kræves også en tilladelse efter naturbeskyttelseslovens § 3.

Offentlighedens inddragelse er beskrevet i Bekendtgørelse om vandløbsregulering og -restaurering m.v. (BEK nr. 1436 af 11/12/2007).

Vandløbsregulativerne fungerer som retsgrundlag for vandløbsmyndighederne og lodsejerne, bl.a. med hensyn til krav til vedligeholdelse. Vandløbsregulativer indeholder en beskrivelse af, hvordan vandløb skal vedligeholdes og drives herunder en beskrivelse af vandløbet.

Vandrammedirektivet forpligter medlemsstaterne til at forbedre vandforekomsters tilstand, hvor miljømålet ikke er opfyldt. For indsatser, der skal forbedre de fysiske forhold i vandløb, kan det ikke udelukkes, at vandløbenes vandføringsevne forringes. Effekterne heraf vil blive vurderet på baggrund af konkrete konsekvensvurderinger.

Søer

I Randers Kommune er 3 søer medtaget i vandplanlægningen: Fussing Sø, Udbyover sø og Langå Sø. Der er i vandplanen peget på evt. restaurering for de tre søer, men i første planperiode skal der ikke ske nogen restaureringsindsats. Søernes tilstand vil i første planperiode blive forbedret via vandplanens generelle indsatser mod diffus næringspåvirkning fra landbruget, 10 meter dyrknings-, sprøjte- og gødningsfrie randzoner langs vandløb og søer og ved kommunens løbende administration af sektorlovgivningen. For Fussing Sø vil der være tale om forbedrelse af spildevandsrensningen for den sidste rest af spredt bebyggelse, hvor der endnu mangler en indsats.

Alle søer over 100 m2 er omfattet af naturbeskyttelseslovens § 3 om beskyttet natur. Derfor må der ikke ske tilstandsændringer i disse søer uden dispensation fra kommunen. De fleste søer er desuden omfattet af vandløbsloven.

Fosforådale

Der etableres ikke vådområder i ådalene i Randers Kommune til tilbageholdelse af fosfor.

Kvælstofvådområder

Vådområder er med til at reducere udvaskning af kvælstof til specifikke indre farvande samt give en rigere natur der, hvor de etableres.

Kommunerne kan søge tilskud til forundersøgelse og anlæg hos Miljøministeriet. Ordningen indgår i Landdistrikts-programmet. Lodsejere har også mulighed for at søge om tilskud hos Fødevareministeriet til private projekter. I aftale fra 2009 mellem KL og Miljøministeriet er fastlagt administration, økonomi og rollefordeling mellem involverede parter. Indsatsen er igangsat i 2010.

Gennemførelsen af disse projekter foregår i dialog med bl.a. berørte lodsejere. I den forbindelse skal indhentes nødvendige myndighedstilladelser, og der skal ske inddragelse af offentligheden efter reglerne for naturforvaltningsprojekter. Reglerne fremgår af bekendtgørelse nr. 349 af 11/12/2006 om offentlighedens inddragelse ved store naturforvaltningsprojekter.

Randers Kommune skal i samarbejde med de andre kommuner i oplandet til Randers Fjord etablere vådområder til fjernelse af 91,2 tons af det kvælstof der hvert år transporteres med vandet til Randers Fjord. Randers kommune har ikke aktuelle planer om at anlægge nye vådområder i oplandet til Randers fjord. Desuden undersøger Naturstyrelsen muligheden for at lave statslige vådområdeprojekter omkring den nederste del af Kåtbækken (opland til Limfjorden)

I oplandet til Limfjorden og Mariager fjord skal der i henhold til vandplanen fjernes hhv. 415 og 38,8 ton kvælstof/år ved etablering af vådområder. Randers Kommune har ikke kommunale vådområdeprojekter i disse oplande.

 

Links

MiljøGIS-kort med vandplanerne

Vedtagne vandplaner 2009-2015

Læs mere om, hvad en vandplan er

 

Læs mere