Vandhandleplan for Jammerbugt Kommune

 

Prioritering af indsatser

I dette afsnit beskrives den prioritering af indsatser, der er valgt for at opfylde vandplanens mål.

Der er i første planperiode ikke indsatser i Jammerbugt Kommune ift. sørestaurering, hvorfor der ikke er foretaget en prioritering på dette område. Jammerbugt Kommune har én sø (Ulvedybet), hvor der er indsatskrav om etablering af fosfor-ådal i søens opland. Indsatsen er nærmere beskrevet i næste kapitel, og realiseringstidspunktet følger gældende vandoplandsplan for fosfor-ådale i hovedvandopland 1.2 Limfjorden.

Jammerbugt Kommune har prioriteret vandløbsindsatser samt indsatser i forhold til spildevand ud fra følgende retningslinjer.

Vandløbsindsatser

Realiseringsrækkefølgen for vandløbsindsatserne ændret vedligehold, åbning af rørlagte vandløbsstrækninger, restaurering af vandløbsstræk og fjernelse af fysiske spærringer er prioriteret ud fra følgende prioritetskriterier:

  • Synergi Natura 2000
  • Fremkommelighed
  • Helhed i forhold til øvrig planlægning
  • Generelle natur, miljø og rekreative synergier
  • Helhed i forhold til vandløbssystemet
  • Økologisk potentiale for vandløbet

De enkelte indsatser prioriteres ud fra ovenstående prioriteringskriterier således, at de deles i 3 prioriteringskategorier:

  • Prioritet 1. Høj prioritet.
  • Prioritet 2. Middel prioritet.
  • Prioritet 3. Lav prioritet.

Indsatser med prioritet 1 søges realiseret før indsatser med prioritet 2, og indsatser med prioritet 3 vil søges realiseret sidst.

Indsatserne fordeles over de tre år 2013 (prioritet 1), 2014 (prioritet 2)og 2015 (prioritet 3). Indsatser indenfor samme prioritetskategori/år er opstillet på en sideordnet liste.

Prioriteringen og realiseringstidspunktet for den enkelte indsats angiver, hvornår Jammerbugt Kommune påbegynder indsatsen, ved at ansøge de relevante puljer til finansering af indsatsen.

Generelt har prioritering medført at indsatser ift. fjernelse af fysiske spærringer, restaurering af vandløbsstræk samt åbning af rørlagte strækninger, søges realiseret før ændret vedligehold i de målsatte vandløb, hvor flere virkemidler skal i brug for at opnå god økologisk tilstand.

I vandløbssystemer der strækker sig ind i nabokommuner, eller er grænsevandløb, er prioriteringen og realiseringen af de relevante indsatser koordineret med nabokommunen.

Prioriteringen har ført til følgende generelle realiseringsrækkefølge og tidsplan for de enkelte vandløbsindsatser:

  • Fjernelse af fysiske spærringer - samtlige indsatser påbegyndes i 2013, og omhandler indsatser i Haverslev Mølleå, Pallisvad Å, Slette Å og Tranum Å.
  • Vandløbsrestaurering - samtlige indsatser påbegyndes i 2013 eller 2014, og omfatter indsatser i Haverslev Mølleå, Ryå, Svenstrup Å, Slette Å, Bisbæk, Bjerge Å og Ørebro Kanal.
  • Genåbning af rørlagte strækninger - indsatserne er fordelt med opstart over hele 1. planperiode (2013-2015), og omfatter indsatser i Bisbæk, Flodbakrende, Haverslev Mølleå, Ryå, Slette Å, Ørebro Kanal, Langeslund Kanal, Lindholm Å og Tranum Å.
  • Ændret vandløbsvedligeholdelse - indsatserne er fordelt med opstart over hele 1. planperiode (2013-2015), og omfatter indsatser i Ryå, Svenstrup Å, Haverslev Mølleå, Nybæk, Slette Å, Ørebro Kanal, Bisbæk, Gydegrøft, Langeslund Kanal, Lindholm Å, Lundfjord Kanal, Mellemste Kloakgrøft, Munkens Klit, Rødhus Klit og Tranum Å.

En nærmere præcisering af prioritering og realiseringstidspunkt for de enkelte indsatser i vandløbssystemerne fremgår af kort.

Figur 10. Prioritering af vandløbsindsatser

Indsatserne i de enkelte vandløbssystemer er nærmere beskrevet i det næste kapitel.

Spildevandsindsatser

Realiseringsrækkefølgen for spildevandsindsatserne er prioriteret ud fra følgende prioritetskriterier:

  • Helhed i forhold til øvrig planlægning
  • Synergi Natura 2000
  • Helhed i forhold til vandløbssystemet
  • Økologisk potentiale for vandløbet

Indsatsen mod spredt bebyggelse omfatter 12 områder. Der er ca. 230 ejendomme beliggende indenfor de udpegede områder med individuel renseløsning, og det forventes, at der skal ske en indsats overfor ca. 190 ejendomme. Påbud om forbedret spildevandsrensning forventes at være sendt ud senest ved udgangen af 2016. Kortlægning af spildevandsforhold på de berørte ejendomme forventes afsluttet i 2015.

Indsatsen mod regnbetingede udledninger omfatter 8 udledninger, heraf 1 i Pandrup, 2 i Fjerritslev og 5 i Skovsgaard. I henhold til vandplanen skal der ske en indsats overfor 2/5 af udledningerne i den 1. planperiode. Der skal i den 1. planperiode ske indsats for udledningerne ved Pandrup og Fjerritslev. For detaljer se kort.

Figur 11. Prioritering af spildevandsindsatser

Beskrivelse af prioriteringskriterier

Synergi Natura 2000

I henhold til både statens vandplaner samt Natura 2000 planer skal der søges synergi mellem indsatser til opfyldelse af henholdsvis miljømålet god tilstand for alle vandforekomster samt opnåelse af gunstig bevaringsstatus for habitatnaturtyper samt arter på udpegningsgrundlaget for de respektive Natura 2000 områder.

Ved indsatser i vandløbene skal der således være fokus på mulige effekter i forhold til særligt vandløbsnære naturarealer indenfor Natura 2000 områderne samt vandløbenes betydning som levested for relevante arter.

Fremkommelighed

Indsatser med forventet lokal velvilje og forståelse fra lodsejere og interesseorganisationer prioriteres højt, da frivillighed erfaringsmæssig er en væsentlig forudsætning for vellykkede projekter.

Helhed i forhold til øvrig planlægning

Vandplanen og dens indsatser rettet mod opnåelse af god tilstand i vandforekomsterne er planmæssigt bindende for Jammerbugt Kommunes Helhedsplan og øvrig sektorplanlægning, og en fornuftig helhed i forhold til kommunens generelle planstrategier prioriteres højt ud fra et helhedssyn. Ligeledes kan der være fornuft i at prioritere indsatser i forhold til konkrete bygge og anlægsprojekter således, at indsatsen udføres på det mest praktiske tidspunkt i planperioden.

Generelle natur, miljø og rekreative synergier

Vores vandløbssystemer, og de konkrete indsatser heri, er ofte beliggende i nærområder, hvor der også er andre naturværdier og rekreative interesser, som der skal tages hensyn til. Naturforbedrende tiltag i vandløbene vil kunne have en afledt positiv effekt på vandløbsnære beskyttede naturområder, levesteder for sjældne dyr og planter og skabe en større naturmæssig helhed i nærområdet, hvilket vil være en vigtig synergieffekt. Der er ofte også tilknyttet rekreative interesser til vandløbene og tilstødende naturarealer.

Helhed ift. vandløbssystemet

Indsatser, der har væsentlig betydning for vandløbssystemet samlede økologiske tilstand og kontinuitet, vil blive prioriteret. Det vil bl.a. indbefatte en vurdering af hvor tæt vandløbssystemet som ét hele er på målopfyldelse.

Økologisk potentiale for vandløbet

De enkelte vandløb har varierende naturligt økologisk potentiale og værdi betinget af vandløbsoplandets typologi. Endvidere er flere vandløb delvist kunstigt anlagt eller kraftigt reguleret. Indsatser i de vandløb, der har størst økologisk potentiale, vil blive prioriteret højest, hvilket også indebærer at vandløbstyper defineret som blødbundsvandløb eller som er anlagt som gravede afvandingskanaler får lavere prioritet.

Jammerbugt Kommune realiserer indsatserne i den givne rækkefølge. Det bemærkes, at en endelig realisering og tidspunktet for indsatsen på vandløbsområdet er betinget af, at der opnås statsligt tilsagn om finansiering.

Det er endnu uafklaret, hvordan indsatserne skal finansieres, men Jammerbugt Kommune forventer at påbegynde straks, så snart finansieringen er til rådighed.

 

Links

MiljøGIS-kort med vandplanerne

Vedtagne vandplaner 2009-2015

Læs mere om, hvad en vandplan er

 

Læs mere