Vandhandleplan for Jammerbugt Kommune

 

Kommuneplanen

Jammerbugt Kommunens kommuneplan, Helhedsplanen, indeholder beskrivelse af kommunens overordnede udvikling, tematisk opdelte retningslinjer for arealanvendelsen samt rammer for lokalplanlægningen. Kommuneplanen medvirker til at sikre, at vand- og naturindsatsen kommer til at ske i samspil med andre interesser. Mens kommuneplanen alene er bindende for kommunen, er lokalplanen bindende for borgernes/grundejernes fremtidige arealanvendelse inden for planens område. Der kan foretages ændringer i kommuneplantemaerne og/eller i rammer for lokalplanlægning, som fremmer målene i vandplanerne.

Vandplanen for 1.1 Nordlige Kattegat og Skagerrak og Vandplanen for 1.2 Limfjorden giver ikke Jammerbugt Kommune anledning til ændringer i kommunens eksisterende kommuneplan, Helhedsplan 09. Sideløbende med udarbejdelsen af nærværende vandhandleplan foretages revision af kommunenplanen. Den nye kommuneplan, Helhedsplan 2013, vil være i overensstemmelse med vandplanerne, og den forventes vedtaget inden udgangen af 2012.

Overordnede udvikling (kommuneplankatalog)

Kommuneplanen må ikke stride mod: ”en vandplan, en Natura 2000-plan, handleplaner for realiseringen af disse planer, jf. lov om miljømål m.v. for vandforekomster og internationale naturbeskyttelsesområder (miljømålsloven), eller regler udstedt i medfør af samme lovs § 36, stk.3” (planlovens § 11 stk. 4, nr. 4)   

Vand- og naturplanlægningen får indflydelse på stort set alle emner i kommuneplankataloget dog primært for nedenstående punkter i planlovens § 11a:

 
2) beliggenheden af områder til forskellige byformål, f.eks. boligformål, erhvervsformål, blandede byfunktioner, beliggenheden af offentlige institutioner, serviceformål, byomdannelsesområder m.v.,
10) varetagelsen af de jordbrugsmæssige interesser, herunder udpegningen og sikringen af særlig værdifulde landbrugsområder,
11) beliggenheden af arealer til lokalisering af driftsbygninger og driftsanlæg på store husdyrbrug,
12) beliggenheden af skovrejsningsområder og områder, hvor skovtilplantning er uønsket 
13) lavbundsarealer, herunder beliggenheden af lavbundsarealer, der kan genoprettes som vådområder,

Rammerne for lokalplaner

Der kan foretages ændringer i rammer for lokalplanlægning som fremmer målene i vandplanerne herunder primært nedenstående punkter i planlovens § 15:

3) ejendommes størrelse og afgrænsning,
6) bebyggelsers beliggenhed på grundene, herunder om den terrænhøjde, hvori en bebyggelse skal opføres,
11) tilvejebringelse af eller tilslutning til fællesanlæg i eller uden for det af planen omfattede område som betingelse for ibrugtagen af ny bebyggelse,
15) friholdelse af et område for ny bebyggelse, når en bebyggelse kan blive udsat for sammenstyrtning, oversvømmelse eller anden skade, der kan medføre fare for brugernes liv, helbred eller ejendom,
25) installation af anlæg til opsamling af regnvand fra tage til brug for wc-skyl og tøjvask i maskine som betingelse for ibrugtagning af ny bebyggelse

Også lokalplaner skal være i overensstemmelse med vandplaner, Natura 2000-planer, og handleplaner herfor. Det kan ikke udelukkes, at administrationen af en eksisterende lokalplan med ikrafttræden af vandplanerne kan komme i konflikt med vandplanernes indhold. Her vil kommunen i hvert enkelt tilfælde tage stilling til, hvorledes problematikken konkret skal løses. Afhængig af de konkrete omstændigheder vil kommunen eksempelvis give dispensation, såfremt betingelserne i planlovens § 19 er opfyldt, overtage en ejendom på grundlag af planlovens §§ 48 og 49, ændre lokalplanen efter planlovens bestemmelser herom eller foretage ekspropriation med henblik på opfyldelse af lokalplanens formål efter planlovens § 47.

 

Links

MiljøGIS-kort med vandplanerne

Vedtagne vandplaner 2009-2015

Læs mere om, hvad en vandplan er

 

Læs mere