Vandhandleplan for Frederikshavn Kommune

 

Grundvand

Vandindvinding

Der er i første vandplanperiode ingen krav om indsatser i forhold til grundvand.

I Vandplanen anføres, at visse vandløb beliggende i Frederikshavn kommune vurderes at være påvirkede af vandindvinding.

Der foreslås ingen indsatser i første vandplanperiode, dels på baggrund af at omstrukturering af vandindvinding er en økonomisk tung og teknisk vanskelig proces, dels på baggrund af at påvirkningsberegningerne er behæftet med en del usikkerhed. Et kvalificeret indsatsbehov vil blive beregnet frem mod næste vandplanperiode. Vandindvindingens påvirkninger skal reduceres fuldt ud gennem 3 planperioder.

De generelle bestemmelser i miljølovgivningen udgør de grundlæggende foranstaltninger i forhold til at beskytte og forbedre miljøtilstanden i vandforekomsterne. I vandplanen er der beskrevet en række retningslinjer, der understøtter indsatsprogramet i vandplanen for at opnå "god tilstand" af vandforekomsterne.

Retningslinjerne har bindende virkning overfor Frederikshavn Kommunes og andre myndigheders fysiske planlægning og administration i vandoplandet.

For grundvand er det retningslinje 38-43 der er gældende, se side 54-56 i Vandplanen for Nordlige Kattegat og Skagerrak

Drikkevandskvalitet er omfattet af de kommunale indsatsplaner. Til sikring af fremtidens drikkevandsinteresser skal kommunen udarbejde indsatsplaner som i detaljer skal beskrive, hvad der skal gøres for at sikre gode ressourcer af drikkevand. Jf. bekendtgørelse om indsatsplaner. Vandplanerne er udarbejdet under forudsætning af, at drikkevandet beskyttes under den eksisterende indsatsplanlægning – som en grundlæggende foranstaltning.

Frederikshavn kommune har udarbejdet og vedtaget indsatsplaner for grundvandsbeskyttelse for 2 områder i kommunen: Skagen-Bunken og Sæby. Indsatsplanlægning for det resterende indsatsområde, Gærum er påbegyndt i 2014. 

Indsatsplaner skal behandles i grundvandsrådet/koordinationsforum for grundvandsbeskyttelse og godkendes politisk i kommunen. Inden den politiske godkendelse skal indsatsplanerne dog ud i offentlig høring i 12 uger.

 

 

Links

MiljøGIS-kort med vandplanerne

Vedtagne vandplaner 2009-2015

Læs mere om, hvad en vandplan er

 

Læs mere